Artikler

Forventning

Vi forventer så lidt, Peter Tinggaard

Ef 3,20: “Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår,”

Gud er ikke kun den, der kan alt; han vil det også. Og han vil det ikke fra et halvhjertet og skrøbeligt hjerte, men fra et lidenskabeligt og fuldstændigt helhjertet hjerte. Han ønsker (som verset siger) at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår. Han vil sprænge vores rammer, så vi begynder at bede om langt, langt større ting. Eller hvorfor tror du ellers, han har fyldt Bibelen op med så mange løfter og tilskyndelser til os. Han siger igen og igen: Bed til mig, søg mig, kald på mig, vent på mig, stol på mig … osv., for jeg vil give jer alt, hvad I beder mig om i mit navn. Modsat er han forbavsende nidkær og jaloux, når nogen vælger at placere deres tillid eller tro andre steder end hos ham. Han tordner fra himlen og kræver, at han alene skal være vores kilde til alt. Og mon ikke dette indebærer, at han forfærdelig gerne vil være den, der mætter vores behov og giver os alt, hvad vi trænger til og mere.

Personlig historie – Mærkede Guds hjerte

Kort efter min kone og jeg blev gift, havde vi en meget svær tid, hvor vi manglede penge, fordi vi levede i tro (uden en fast indtægt). Vi følte os sikre på, at Gud havde udfordret os til at leve, som vi gjorde, og derfor forstod vi slet ikke, hvorfor han gjorde det så svært for os. Midt i en bønnestund, hvor jeg bad ud fra Matt 6,24-34, fik jeg en åbenbaring af Guds nidkære hjerte. I vers 24 siger Jesus: ”I kan ikke tjene både Gud og Mammon” (altså penge), og så går han videre i de næste vers til at vise, at det dybest set handler om, hvor vores tillid og tryghed ligger. Er det Gud, der giver mig tryghed eller er det den faste indtægt? Tidligere havde jeg haft en fast indtægt, og ærlig talt stolede jeg mere på dette end på Gud. Således var jeg normalt ikke bekymret for økonomien, når jeg havde en indtægt, men jeg blev voldsomt bekymret, når det var Gud alene, der skulle sørge for vores støtte. Dette blev meget synligt for mig, når jeg i lydighed til Guds kald havde fravalgt den faste indtægt for alene at stole på ham.

Mens jeg læste versene, fik jeg pludselig en forbavsende stærk frimodighed overfor Gud. Igennem dette afsnit så jeg, at Gud kalder det at have sin tryghed hos andre end ham for afgudsdyrkelse (og vi ved fra det Gamle Testamente, hvor meget han hader det). Han vil være den eneste Gud for os. Jeg bad, mens tårerne strømmede ned ad mine kinder: ”Gud, når du er så nidkær for at være vores eneste kilde til tryghed, så skal du immervæk bevise, at du er værd at stole på. Hvis du kræver, at vi skal forlade vores andre kilder til tryghed, uden samtidig at sørge for os, er du totalt urimelig. Jeg vil ikke tjene andre guder end dig, men så må du sandelig også bevise, at du er værd at stole på. Ellers tvinger du mig tilbage til afgudsdyrkelsen.”

Min bøn blev ikke afleveret som en anmodning, men som et urokkeligt krav. Og det bedste ved oplevelsen var, at jeg følte mig helt og aldeles på Guds side. Jeg vidste med hver en celle i min krop, at Gud var langt mere motiveret, end jeg nogensinde kunne blive. Han skulle nok bevise, at han var værd at stole på. Svaret kom ikke med det samme, men det varede ikke længe, før vi begyndte at opleve gennembrud.

Gud lover os så meget, men vi forventer kun lidt

Det er faktisk utroligt, at vi forventer så lidt af Gud, når Bibelen lover os så meget. Rom 8,32 siger fx: ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” Hør, hvad Bibelen siger! Gud beviste sin villighed til at give absolut alt, da han lod sin egen søn dø for os. Han gav det bedste og dyrebareste, han havde – og han gav det til os, da vi fortjente det allermindst (jf. Rom 5,8). Og nu, hvor vi er blevet forsonet med ham, siger han til os: Nu er der ikke længere noget, der kan skille jer fra min kærlighed (jf. Rom 8,38-39). I er nu i Kristus, og derfor vil jeg udøse alle himlens velsignelser over jer (jf. Ef 1,3). I Joh 14,13-14 siger Jesus til os: ”Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.”

Lad mig fortælle en historisk anekdote fra borgerkrigen i USA, som synliggør vores situation. Der var en slave i sydstaterne, som valgte at blive ved sin tidligere herre, selvom Lincolns nye lov var trådt i kraft, og han således var blevet sat fri. Mandens herre havde sagt til ham: ”Sam, hvis du bliver hos mig og tager dig af mig, så vil jeg sørge for, at du også har det godt, efter at jeg er død.” Dette var den tidligere slave gået med til. Med tiden døde herren som ventet, og så begyndte slaven at arbejde alle mulige andre steder. Han klippede græs, huggede brænde og gjorde alverdens andre ting, indtil hans gamle, gigtplagede krop ikke kunne klare mere. Nu måtte han enten tigge eller sulte.

På dette tidspunkt opsøgte en af herrens gamle venner ham undrende. Han spurgte ham: ”Sam, hvorfor lever du på denne måde? Din gamle herre indsatte $5000 på en konto i dit navn, før han døde. Hvorfor bruger du ikke nogen af dem?” Det krævede en del snak og til og med en smule pres, før den tidligere slave lod sig overtale. Han traskede langsomt og nølende ned til banken og spurgte dér: ”Er det rigtigt, at min gamle herre efterlod nogle penge i banken til mig?” Bankmanden fik Sams fulde navn og undersøgte sagen. ”Ja,” svarede han lidt efter, ”der står $5000 på din konto.” Sam spurgte, hvordan han kunne hæve nogle af pengene og fik en forklaring på dette. ”Jamen, så vil jeg gerne hæve en halv dollar, så jeg kan få noget mad.” Og derefter gik den tidligere slave tilbage til at leve i sit kummerlige, lille skur og efterlod resten af sin formue uberørt i banken.

Denne historie udstiller klart, hvorledes langt de fleste kristne lever deres liv. Vi lader os nøjes med langt mindre end det, Gud egentlig har til os. Han har billedligt talt indsat milliarder på vores konto, men vi nøjes alt for ofte med så godt som ingenting.

Layout: O Madsen Media, Grafik, Peter Hvidtved Larsen