Artikler

Endetiden

001 Hvem var Melkizedek? - Peter Hvidtved Larsen - Prædiken

Melkizedek, præstekongen er nævnt 3 steder i Bibelen:

1.Mos.14, Sl.1,10 og Hebr.7

Det, vi ved om ham, er, at han er konge af Jerusalem, og at han SAMTIDIG også er Gud den Allerhøjestes præst (1.Mos.14,18), og hans kongelige præstedømme bliver brugt som et forbillede på den tjeneste, som Messias skal have i tusindårsriget.

Der er 3 syn på, hvem Melkizedek er:

1.
Han var en god udgave af Bileam, lejeprofeten. Bileam kendte Gud og vidste, hvordan man kunne komme i kontakt med Gud - men han var en skidt fyr.

Melkizedek kendte også Gud - ret godt endda; han kalder ham ved navn, Hans største navn: El Eljon, Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber. (1.Mos.14,19).

Og dette navn åbenbarer Melkizedek for Abram, som bruger det imod Sodomas konge, der frister ham kort tid efter. (1.Mos.14,22)

Lovens eller det Aronittiske præstedømme var arveligt, præsterne dødelige, og det omfattede kun Israel.

Det Melkezedekiske præstedømme var derimod personligt, evigt, og det gjaldt hele verden - også den kaldæiske Abram havde hørt om ham i Ur, ja selv Sodomas konge respekterede ham og var tilbageholdende, da denne bragte Abram brød og vin efter sejren over kongerne, og ventede til det blev hans tur. (1.Mos.14,17-21

Så Melkizedek kunne - ifølge denne første af 3 opfattelser - være en hedningekonge, der kom til at kende Gud, og som blev en god præst.

2.
Han var en teofani eller kristofani. Melkizedek VAR simpelthen Kristus i en kropslig skikkelse; pre-inkarnante besøg af Kristus er ikke ubibelske - dem har der været flere af. Som f.eks. da Han vandrede i Edens have efter faldet. Eller da Han talte med Abraham før udslettelsen af Sodoma...

Argumentationen for dette er - udover at beskrivelsen af ham i Hebr.7,3 umiddelbart kun passer på Kristus - at ingen ville kunne være konge over en kanaanæisk by og være gudelig; kanaanæerne var de mest ugudelige, spædbørnsofrende, seksuelt perverterede mordere, så kun Kristus selv ville kunne holde sig ren og være en Gudelig konge og præst i Salem.

--

3.
Han var Messiasslægtens stamfader.

For alle, som levede på Abrams tid, var der én, om hvem man kunne sige det, som står i Hebr.7,3:

“…uden far, uden mor og uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv, ligestillet med Guds søn og forbliver præst bestandigt.”

Der var en, som man ikke kunne udgrunde; som levede længere end alle andre. Det var som om, han altid havde været til og aldrig skulle dø. Han var gammel, når folk blev født og levede stadig, når de døde; det var som om han var fra et andet sted. Og ingen havde kendt hans forældre.

Hans navn var Sem, søn af Noa.

Abram nedstammede og var det 10. slægtled fra Sem, som var 390 år, da Abram blev født. Abraham var ved sin død 175 år, men Sem blev 600 år og overlevede dermed Abraham med 35 år.

Noa var det 10. slægtled fra Adam, og hans far, Lemek var 56 år, da Adam døde. Sems farfar kendte altså Adam og havde førstehåndsinformation om skabelsen. Sem kendte sin farfar, de levede samtidigt i 95 år før syndfloden, hvor Sem kunne høste af Lemeks viden - hvilket fantastisk grundlag for en præstetjeneste for hele verden…

Men kan Melkizedek og Sem være en og samme person? Ja, det kan de godt.

“Melkizedek, konge af Salem” er nemlig ikke et navn men en titel. Oversat betyder dette: “Retfærds konge og freds konge”. (Hebr.7,2b)

“Sem” derimod, er ikke bare et navn; det BETYDER også: "navn". Sem var konge i Salem. Han var stamfar til semitterne, og dette er grundlaget for hans kongedømme; han var familiens overhoved, og derfor kunne han skabe fred.

Grundlaget for hans præstekald var derimod hans kendskab til Gud. Og det var igennem dette kendskab, at han kunne bringe retfærdighed. Således bliver han både freds- og retfærdigheds konge.

Sem var 100 år, da vandfloden kom, så han havde kendt den gamle verden og hele den kamp, som hans far, Noa havde stået i. Men på Abrahams tid var det kun ham og muligvis hans to yngre brødre, Kam og Jafet, der levede og kunne fortælle om det storværk, Gud havde udført op til udslettelsen af nephilim, efterkommerne af de faldne engle.

Disse var kæmperne som havde forplantet sig med menneskedøtrene og spredt sine gener i Adamsslægten, da “menneskenes ondskab tog til på jorden” (1.Mos.6,4-5). Derfor sendte Gud syndfloden; for at udslette sit perverterede og ødelagte værk.

Men Noa var ren. Det hebraiske ord, der er brugt om ham i 1.Mos.6.9, er “tamim” og betyder “perfekt” eller “fejlfri” i fysisk forstand. “Tamim” er det tekniske ord for kropslig og fysisk perfektion - ikke moralsk perfektion; nej, det blev brugt om dyr, der var fejlfrie og dermed egnede til ofring.

Dette betyder, at Noa ikke var moralsk fejlfri, men at han var fysisk ren; dvs.: han ikke var inficeret med faldent engleblod. Han var genetisk intakt!

Derfor fandt Noa nåde for Gud (1.Mos.6,8), og Han reddede ham og hans efterkommere fra syndfloden og dermed menneskeslægten fra genetisk ødelæggelse.

Men endnu vigtigere end dette er det, at Messiasslægten forblev ubesmittet og friholdt for de faldne engles dæmoniske gener og arvemasse.

Jesus nedstammer fra Sem igennem Abraham, Juda, David og Maria. Så Jesus var jo fysisk til stede inden i Sem, som han også var det i Noa og Adam. Før Jesu fødsel stod kampen altså imellem Gud og Satan om “kvindens sæd” (1.Mos.3,15), Messiasslægten og hele Guds mulighed for at indfri sine forjættelser til Eva, Abraham, kong David, Israel og verden.

Hvis Satan kunne indpode sine engles giftige sæd i Messiasslægten ville han have ødelagt Guds plan for evigt. Så han sendte først sine engle for at udbrede deres forræderiske kæmpe-gener. Da dette mislykkedes, tyede han til andre midler.

Satan vidste ikke, hvor i Adamsslægten Guds Søn var lokaliseret, men han fandt ud af det, når Gud åbenbarede det, og så var det for sent.

Noas profeti til sine sønner viser, at det var Sem, der var bærer af Messias:

“Lovet være Herren, Sems Gud!” (1.Mos.9,26). Det var Sems Gud, der var Herren, den højlovede. De to andre fik ikke en sådan velsignelse.

Sem gav velsignelsen videre til Abram:

“Velsignet være Abram af Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord.” Og Satan vidste nu, at det var Abram, der var Guds redskab til fremfødelsen af Guds Søn.

At det var Abrams søn Isak, der var udvalgt til Messiasbærer frem for hans bror Ismael, bliver synligt i Guds udsagn til Jakob: “Kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.” (1.Mos.21,12b)

Abrahams søn Isak velsignede modvilligt sin søn Jakob og videregav intetanende løftet til ham frem for hans broder Esau, selvom han jo var den ældste:

“Folkeslag skal trælle for dig, folk skal kaste sig ned for dig; du skal være hersker over dine brødre, din mors sønner skal kaste sig ned for dig. Forbandet være de, der forbander dig, og velsignet være de, der velsigner dig.” (1.Mos.27,29)

Abrahams barnebarn, Jakob, som Gud gav navnet Israel, førte Messiasvelsignelsen videre og profeterede om, at Israels konge skulle komme fra Juda: “Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til Han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene adlyde.” (1.Mos.49,10)

Senere var det David, der fik forjættelsen om, at hans efterkommer skulle regere Israel for evigt:

“Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid.(2.Sam.7,12-13)

Men velsignelsesrækken starter faktisk helt tilbage hos Lemek, Noas far, som levede 777 år og døde lige før syndfloden. Udover Adam er han den eneste af de 10 patriarker før syndfloden, der er citeret i Bibelen. Og det er netop Messiasforjættelsen, som han er citeret for:

“…som han gav navnet Noa, idet han sagde: »Han skal skaffe os trøst i vort møjefulde arbejde med jorden, som Herren har forbandet.”(1.Mos.5,29)

Noa betyder: fred, hvile eller trøst. Og man må sige, at han bragte disse begreber til verden, da han frelste sin familie fra Guds altødelæggende dom over verdens tiltagende synd og fordærv.

Men set i det lange perspektiv, var han også et uundværligt led i den kæde af udvalgte redskaber, som Gud brugte til at bringe den sande trøst til verden; fredsfyrsten Jesus.

På denne måde indsnævredes den messianske afstamning, indtil Messias til sidst selv trådte frem, og Satan satte alt ind på at dræbe Ham, som han havde jaget nu i 4000 år. Og det lykkedes endelig, men sejrsrusen udeblev, da han så, at han med Jesus død og opstandelse havde mistet alle muligheder for at standse Guds frelsesværk.

Gud havde vendt det, som lignede det totale nederlag til en evig sejr, da Jesus gav sit liv på korset og fuldbragte soningen for al verdens synd. Satan havde nu ikke længere nogen “brod” i synden, da Jesus havde opfyldt loven og dermed sejret over døden:

“Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.” (1.Kor.15,56)

Amen.

Layout: O Madsen Media, Grafik, Peter Hvidtved Larsen